Du er her: Forsiden > Landsmejeriudstillingen med sideshow

Landsmejeriudstillingen med sideshow

Når den traditionsrige Landsmejeriudstillingen om præcis 14 dage slår dørene op, sker det denne gang med tilbygningen: ”m/Danish Food Contest”, som brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer har været initiativtager til. Dermed vil messens fagbesøgende i år kunne opleve produkter som f.eks. danske vine, krydderurter og bær side om side med ca. 1.500 mejeriprodukter fra Danmark, Sverige, Norge og Island.
25.10.11: Visionen hos Landbrug & Fødevarer er, at samle mange af de kvalitetsfødevarer, som produceres i Danmark og på længere sigt at gøre udstillingen til det store samlende arrangement i fødevaresektoren.

– Og vi glæder os til vores nye selskab, hvor flere danske fødevarebrancher har sluttet sig til konceptet, Danish Food Contest. Dermed har vi taget første skridt hen imod en udstilling, hvor hele fødevareerhvervet spiller sammen og understøtter hinanden, siger Sven Ålborg , som er sekretær for fagmessen.

50 danske vine
Foreningen af danske vinproducenter vil bedømme over 50 forskellige vine, hvilket både omfatter rosè, rød- og hvidvin samt mousserende vine. Flere har allerede fået flotte priser i udenlandske konkurrencer, men nu dyster 25 danske erhvervsvinavlere mod hinanden med uddeling af guld, sølv og bronze til de bedste.

– Vi kan se muligheder i en tilbagevendende, professionel bedømmelse af vore produkter, så forbrugerne også får nogle kvalitetsparametre at forholde sig til, siger Jean Becker, som er formand for Foreningen af Danske Vinavlere.

Bær, krydderurter og brød
Udover vinavlere er bærproducenter, krydderurteproducenter, Kohberg Brød og to regionale fødevareklynger med for første gang. Når det gælder krydderurter, så vil disse i lighed med vinene blive bedømt. det gælder friske krydderurter i potter som Storbladet basilikum, grøn basilikum, svejtsisk mynte, citronverbena, persille, ærteskud, løvstikke, brøndkarse og purløg.

Når det gælder danske bær, så vil udstillingen i år alene handle om kirsebær og solbær samt afledte produkter heraf. Og når det gælder brød, så er det Kohberg Food, som står i hallen og bager frisk brød under hele udstillingen. Dermed vil det i henhold til arrangørerne også være muligt at teste, hvilket brød der er bedst egnet til f.eks. blå ost, lagret ost m.m. Der vil ifølge det oplyste blive bagt brød som: Stenovnsbagte Parisienne, Baguette, Kerne Baguette, Middelhavsbrød med salt, Middelhavsbrød med tomat, Groft frokost brød, Gourmetbrød med ost og spinat og 24 timers gourmet brød.

Virksomhedsudstillere
Dertil kommer at en række virksomheder med tilknytning til fødevarebranchen har valgt at udstille på Landsmejeriudstillingen m/Danish Food Contest. Pr. 4. oktober 2011 stod der ifølge arrangøren følgende 45 navne på udstillerlisten:

   ALECTIA A/S    Etisoft Nordic Aps    Mælkeritidende
   Alpma    Eurofins Danmark    Novadan ApS
   Au2mate A/S    FOSS A/S    Orana a/s
   Bent Nygaard Elektronik A/S    Fristam Pumper A/S    PensionDanmark+3F+NNF+DMF+HK
   BGB Foreningen    GEA Process Engineering A/S    Q-Interline A/S
   BILA A/S    Gloria Mundi Krydderurter    S. Sørensen - Thisted
   Chr. Hansen A/S    Harford Control Ltd.    Salicath ApS
   Constantia Packaging AB    Højer Ørbæk A/S    Scanding A/S
   COWI A/S    Kold College    SPX Flow Technology Danmark A/S
   Cronborg    Landbrug & Fødevarer, PUK    SSI Diagnostica
   DFC - Kvalitetsvurdering    LOGSTOR A/S    Stampen Træemballage A/S
   DFC - Produkter i netværk    Markings ApS    Tetra Pak
   DSS Silkeborg A/S    Metrohm Nordic A/S    TH Consult A/S
   Ecolab A/S    Mettler-Toledo A/S    VWR - Bie & Berntsen
   Elopak Denmark A/S    A/S MORTALIN    ÅF A/S

Landsmejeriudstillingen m/Danish Food Contest finder sted i MCH Messecenter Herning, hvor hal H er udgangspunktet. Messen løber over to dage, hhv. tirsdag den 8. og onsdag den 9. november, og i tidsrummet kl. 9.00-17.00.

Arkivfoto: Fra Landsmejeriudstillingen 2010/GS

GS