Kulturer til friske hvide oste i saltlage
Ingrediensvirksomheden Chr. Hansens nye DVS SafeIT sortiment af kulturer til oste af feta-typen stiller lækker smag og konsistens i udsigt sammen med en stærk robusthed over for bakteriofager samt længere holdbarhedsperioder.
27.10.11: – Vi er klar over, at forbrugerne foretrækker en cremet, yoghurt-agtig smag i deres hvide saltede oste uden at det går ud over konsistensen, forklarer Jamila Bouanda, som er marketingchef, Cheese Cultures hos Chr. Hansen. – De nye DVS SafeIT kulturblandinger, som specifikt er blevet udviklet til ultrafiltrerede hvide oste i saltlage, sikrer en dejlig frisk og blød smag i ostene sammen med en fast, skærbar konsistens. SafeIT-sortimentet er et nyt familiemedlem i Chr. Hansens sortiment af de såkaldte ”Direct Vat Set”-kulturer. – Ved at benytte DVS-kulturer kan man undgå de uønskede karakteristika for konventionelle ultrafiltrerede hvide oste i saltlage såsom syrlig smag, klæbrig fremtoning og bitter smag. Resultatet bliver derimod harmonisk og lækkert, siger Jamila Bouanda.
Attraktive produktionsfordele
Udover smags- og konsistensfordelene, så fremhæver virksomheden yderligere tre egenskaber, som skal gøre SafeIT-kulturblandingerne attraktive for producenterne af hvide oste i saltlage.
– For det første giver kulturernes evne til at fermentere hurtigere en hurtigere procestid. Hvilket giver osteproducenterne mulighed for at øge gennemløbet på deres fabrikker. For det andet giver disse kulturer en længere holdbarhed for ostene, hvor den udsøgt fine smag og konsistens kan bevares i 4-6 måneder. Endelig vil den stærke bakteriofage modstandsdygtighed imod visse mesofile stammer i blandingerne kunne minimere fag-angrebene og frasortering og spild på mejerierne, siger Jamila Bouanda.
Kategori i vækst
Kategorien for hvide oste i saltlage dækker en række forskellige oste lige fra feta i Grækenland til domiati i Ægypten. 1,8 mio. ton hvid ost i saltlage fremstilles årligt, med en vækstrate på fem procent årligt. Denne kategori forventes at opleve fortsat stærk vækst, da hvide oste i saltlage udgør en stigende andel af det daglige fødevareindtag i Mellemøsten og Sydøsteuropa.
Sortimentet af SafeIT-kulturer, som oplyses at være blevet udviklet specifikt til mellemøstlige og sydøsteuropæiske smagsløg, præsenteres på den internationale messe Food Ingredients Europe 2011, som finder sted i Paris fra den 29. november til 1. december. Chr. Hansen vil være at finde på stand 2D31 i hal 2.
PJ


