FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > FoodService Danmark køber op i fersk fisk

FoodService Danmark køber op i fersk fisk

FoodService Danmark, som er en del af dagligvarekoncernen Dagrofa, har købt en majoritetspost i den nordjyske fiskegrossist Strandby Fisk, der samtidig overtager den anerkendte skærestue og fiskeeksportør Rasmus Clausen & Sønner.
12.06.17: FoodService Danmark er leverandør af fødevarer til den danske foodservicebranche, som serviceres med især ferskvarer af høj kvalitet. I uge 22 købte FoodService Danmark det fynske slagteri, Grambogård, og det aktuelle opkøb af Strandby Fisk og Rasmus Clausen & Sønner er endnu et vigtigt skridt i ambitionen om at blive den foretrukne fødevarepartner for hele Danmarks professionelle køkken, lyder det i en pressemeddelelse.

Fersk fisk og skaldyr er en af de vigtigste produktkategorier for FoodService Danmarks kunder. Med indlemmelsen af Strandby Fisk får FoodService Danmark ifølge egne oplysninger branchens stærkeste setup inden for fersk fisk.

– Vi har ledt længe efter det helt rigtige opkøb inden for fisk, som er den sidste ferskvarekategori, hvor vi har manglet vores eget specialistselskab. Det får vi i den grad med disse opkøb, som med egen fiskeopskæring, yderst på havnekajen i det traditionsrige fiskermiljø i Strandby, giver os præcis den unikke kompetenceplatform og høje kvalitetsstandard som vi har søgt, siger Christian Jørgensen Storinggaard, adm. direktør FoodService Danmark.

– Strandby Fisk er en virksomhed som holder fast i det gamle håndværk, hvor alle vores fisk bliver håndskåret og nøje udvalgt på fiskeauktionen hver morgen. Kvalitet, service og friskhed er nogle af vores nøglemærker. Derfor er vi overbeviste om, at samarbejdet med FoodService Danmark og deres mange kvalitetsbevidste kunders krav til friske råvarer er et perfekt match for fremtiden, lyder det fra Kenneth Kajgaard, adm. direktør Strandby Fisk, som samtidig fortsætter som medejer sammen med salgsdirektør Gustaf Olafsson.

Overtagelsen af Strandby Fisk og Strandby Fisks samtidige overtagelse af Rasmus Clausen & Sønner træder i kraft den 1. august 2017.

– Vores fokus vil til en start være på at sikre opretholdelsen af den bedste kvalitet og service til de eksisterende kunder i Strandby Fisk og Rasmus Clausen & Sønner. Vi håber snart at kunne gå i gang med en udbygning af faciliteterne i Strandby, så vi også kan tilbyde vores kunder i FoodService Danmark den bedste ferske fisk fra Strandby, fastslår Christian Jørgensen Storinggaard.

Foto: FoodService Danmark

GS
Print Send