FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Årets store begivenhed for fødevarebranchens fagfolk

Årets store begivenhed for fødevarebranchens fagfolk

Smagsprøver på over 1.500 forskellige fødevarer, som forinden er blevet bedømt af fagdommere. Det er kernen i International FOOD Contest, hvor folk fra alle hjørner af fødevarebranchen hvert år sætter hinanden stævne i MCH Messecenter Herning.
31.07.17: Hvis man har lyst til at gå på smagsopdagelse i op mod 1.500 fødevarer, netværke med branchens beslutningstagere eller få et indblik i det nyeste inden for emballager og produktionsteknologi, er der ingen vej uden om International FOOD Contest (IFC).

Den årlige dyst på fødevarekvalitet samler hvert år tusindvis af branchens fagfolk fra en række Nordeuropæiske lande i MCH Messecenter Herning. I år afvikles begivenheden i hal C, sammen med den store HI teknologi- og industrimesse den 3.-5. oktober.

Konkurrencer sætter gang i samtalen
Det unikke ved IFC er konkurrenceelementet. De deltagende fødevareproducenter har forud for udstillingen indsendt en række produkter til bedømmelse, og på åbningsdagen kåres en vinder i de forskellige kategorier. Lige fra ost og smør til honning, vin og fisk m.m.

Fødevarerne bliver bedømt af fagdommere, og hele udstillingen igennem er der rig mulighed for at smage på samtlige produkter, mens man studerer – og måske kommenterer - dommernes karaktergivning.

– Konkurrencen er med til at holde producenterne skarpe på kvaliteten. Alle deltagerne meget opsatte på vinde, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Lars Johannes Nielsen, der er ansvarlig for IFC.

– Men konkurrencen og de mange smagsprøver har også en anden funktion: At give folk noget at mødes om. Det sætter virkelig gang i samtalerne, når man går rundt i hallerne og smager på de utrolig mange produkter.

– Det kan i virkeligheden siges ganske kort: For alle, der på en eller anden måde beskæftiger sig med produktion af fødevarer, er det her årets branchebegivenhed. Det er her, man mødes, siger han.

Bygger på 100-årig tradition
IFC er en videreudvikling af den traditionsrige Landsmejeriudstillingen, hvor mejerifolket gennem mere end 100 år har bedømt hinandens produkter med det formål at sikre så høj en kvalitet som muligt. For 12 år siden blev deltagerfeltet udvidet med skandinaviske mejerier. Siden er adskillige andre lande kommet med, og på de seneste fire udstillinger har mejeriprodukterne fået selskab af en række andre fødevaregrupper så som honning, øl, vin, frugt & grønt, brød & kager, fisk, kød & fjerkræ.

Mejeriforeningen er fortsat en af hovedkræfterne bag udstillingen, som afvikles i et samarbejde mellem mejeribrugets organisationer og Landbrug & Fødevarer.

Den gode smag
Uden for de traditionelle konkurrencer finder man Mejeribrugets Gourmetpris, hvor et dommerpanel af kokke, madskribenter osv. bedømmer en række mejeriprodukter i gourmetklassen. Her handler det i høj grad om at belønne den unikke smag og historie frem for produktets tekniske kvaliteter.

Foto: MCH

GS
Print Send