FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Sætter smagen i højsædet

Sætter smagen i højsædet

I årets fødevarekonkurrence International Food Contest øges fokus på smag og kvalitet, når dommerne bliver undervist i nye måder at smage forskel på et væld af produkter og definere den gode smag.
19.09.17: Den kommende udgave af International Food Contest, der afholdes 3.-5. oktober i forbindelse med HI Tech & Industry Scandinavia, har skruet op for opmærksomheden på smag og kvalitet, samt den gode, faglige bedømmelse af deltagere og produkter. Derfor underviser konsulent og overdommer Lisbeth Ankersen årets dommere i kvalitetsparametre og bidrager med faglig baggrundsviden forud for konkurrencen, så dommerne kan basere bedømmelserne på fagligt forankrede holdninger.

– Vi taler i dag rigtig meget om kvalitet, men hvad vil det egentlig sige, at noget er bedst? Det er dét, jeg underviser dommerne i. Jeg giver dem viden om, hvad man skal være opmærksom på, hvad der er fagligt godt, og hvilke tekniske fejl, der kan forekomme, forklarer Lisbeth Ankersen, der rådgiver om smag og produktudvikling igennem sin virksomhed InnovaConsult.

Faglighed og viden giver kvalificerede holdninger
Lisbeth Ankersen lægger i sin undervisning vægt på tre grundelementer: teknisk kvalitet, karakteristika og præferencer. Det første handler om selve håndværket, og at der ikke er fejl ved produkterne. Dertil omfatter den tekniske bedømmelse holdninger til alt lige fra økologi og E-numre til håndværksmæssige metoder:

– For at have en kvalificeret holdning er man nødt til at sætte sig ind i det faglige. Deltagere og produkter skal bedømmes på en ordentlig måde, og for at det kan lade sig gøre, må man forvente, at der ligger en vis faglighed og viden til grund, siger hun.

Ved det næste element er produkternes duft, smag og udseende i centrum, for de skal smage, dufte og se ud som det, de er - de skal med andre ord indfri dommere og forbrugeres forventninger. Det tredje element omhandler i tråd med de forrige særlige kvaliteter ved duft, smag, udseende eller konsistens. Her bør dommerne både forholde sig til personlige præferencer - men også til målgruppen for produktet.

Vi skal sætte ord på smagen
Der arbejdes hvert år i forbindelse med International Food Contest på at gøre den faglige bedømmelse endnu stærkere. I år sker det med et øget fokus på, hvordan der sættes ord på kvalitet. Det kan ifølge Lisbeth Ankersen få vidtrækkende betydning, hvis det lykkes at udbrede i branchen:

– Jeg vil gerne hjælpe med at styrke kommunikationen mellem producenter, forbrugere og detailhandlen. For kan vi inspirere til bedre kommunikation om smag og kvalitet hele vejen rundt og nå så langt ud, at også forbrugerne lærer at sætte ord på, hvad de vil have, bliver det meget nemmere for producenterne at produktudvikle fremadrettet, fortæller hun, og argumenterer yderligere for vigtigheden af at sætte ord på kvalitet og smag:

– Det er et forsøg på at vise respekt for produkterne og et ønske om at give producenterne feedback, som de kan bruge til noget fremadrettet.

International Food Contest kan opleves 3.-5. oktober i MCH Messecenter Herning i forbindelse med HI Tech & Industry Scandinavia.

Foto: MCH

GS
Print Send