FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 

Føtex lancerer plantebaserede æg

Særlige veganer-æg har hittet i en testperiode i udvalgte Føtex-varehuse, og nu lanceres de plantebaserede æg i alle 100 Føtex-butikker, hvor de placeres ved siden af de almindelige æg.
13.03.18: Nu bliver det også muligt at få æg til påske for landets mange veganere og danskere, som lider af æggeallergi. Efter en kort testperiode, der medførte et salg over forventningerne, ruller Føtex nu helt særlige plantebaserede æg ud i alle varehuse rundt om i landet.

De veganske æg bliver placeret side om side med almindelige æg i køledisken - på den plads, der tidligere var forbeholdt buræg, som for nylig blev udfaset af kædens sortiment.

– Populært sagt går vi fra buræg til plante-æg, det er et stort skridt fremad både for dyrevelfærden og for mangfoldigheden i vores varer, siger Tore Nederland, sortimentschef i Føtex.

Dermed rammer den stigende efterspørgsel efter alternative og plantebaserede produkter nu også en klassisk vare som ægget. Danskerne har tidligere taget rigtig godt imod plantebaseret kød i Føtex – og en testperiode af de plantebaserede æg i udvalgte Føtex-varehuse viste også stor efterspørgsel efter de veganske æg.

– Vi kan se, at flere og flere træffer bevidste valg, når de handler, og for mange peger pilen derfor mod vegetariske og veganske produkter. Da vi i Føtex altid ønsker at præsentere det bedste og bredeste udvalg af fødevarer, er vi nu også klar med veganske æg, uddyber Tore Nederland.

De veganske æg er fremstillet af alger og bliver produceret af californiske Follow Your Heart. Vegan Eggs, som de hedder, kan bruges til en lang række af de ting, man ellers ville bruge æg til. Mest oplagt er bagning, omeletter eller scrambled non-eggs.

De veganske æg vil være i samtlige Føtex'er fra og med denne uge, oplyses det.

Foto: Dansk Supermarked

GS
Print Send