FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Kan halvere indtaget af pesticider

Kan halvere indtaget af pesticider

Ved blot at købe æbler, hvedemel, pærer, tomater og vindruer i en økologisk udgave kan man reducere sit indtag af pesticider med mere end 50 procent. Det viser beregninger fra DTU. Med en lille indsats kan man således gøre en stor forskel, hvis man vil skåne sig selv og sin familie for pesticidrester, påpeger Økologisk Landsforening. Øko-salget er vokset yderligere i 2018, viser nye tal.
04.09.18: Øko-salget brager fortsat frem. I første halvår af 2018 steg danskernes køb af økologiske varer med 11 procent, viser nye tal fra Økologisk Landsforening.

– Vi ved fra en række undersøgelser, at danskernes væsentligste årsag til at vælge økologi er ønsket om at undgå pesticidrester. Mange danskere træffer allerede det sikreste valg og køber økologi fremfor at satse på, at stofferne ikke er skadelige, siger Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

Lille indsats – stor forskel
Hvis man vil skåne sig selv og sin familie for pesticidrester, kan man gøre en stor forskel med en lille indsats, påpeger Økologisk Landsforening.

– Det kan være svært at gennemskue, hvordan man opnår størst effekt, hvis man som ny økologisk forbruger vil mindske sit indtag af pesticidrester. Men det er faktisk ret enkelt. Ved blot at bytte fem basisvarer ud med den økologiske variant, kan man mere end halvere sit indtag af pesticidrester. Så er man godt i gang, siger Helle Bossen.

Ved at vælge økologi hver gang man køber æbler, hvedemel, pærer, tomater og vindruer, kan man således reducere sit indtag af pesticider med mere end 50 procent. Det viser en beregning fra DTU Fødevareinstituttet, som sammenholder mængden af pesticidrester i forskellige fødevarer og danskernes gennemsnitlige indtag af de pågældende varer.

Beregningen viser for eksempel, at æbler står for hele 30 procent af danskernes indtag af pesticidrester. Det skyldes dels, at danskerne spiser mange æbler og dels, at der ofte findes rester af pesticider i ikke-økologiske æbler.

Økologi er det sikreste valg
– Vi oplever, at fakta om pesticidrester i maden ofte overrasker folk. Det er for eksempel en øjenåbner for mange, at der blev fundet hele 26 forskellige pesticider i ikke-økologiske vindruer ved Fødevarestyrelsens seneste kontrol, eller at der også findes pesticidrester i forarbejdede varer som for eksempel mel. Risikoen for pesticidrester er mindre i danske varer, men flere bliver overraskede over at høre, at der alligevel var pesticidfund i hver tredje af de danske ikke-økologiske frugter og grøntsager ved seneste kontrol. Det mest sikre valg, hvis man vil undgå rester af pesticider i sin mad, er at vælge økologisk, siger Helle Bossen.

Økologisk Landsforening lancerede fredag en ny kampagne ”Fem der gør en forskel” (foto), som sætter fokus på hvilke fem råvarer, man skal starte med at købe økologisk, hvis man vil spare sig selv for flest pesticidrester.

GS
Print Send