FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 
Du er her: Forsiden > Miljø- og klimahjørnet > Fremtidens bæredygtige produktion af mælk

Miljø- og klimahjørnet

Fremtidens bæredygtige produktion af mælk

05.10.18: Arla Foods andelshavere er blandt verdens mest klima- og miljøeffektive fødevareproducenter og de vil gerne blive endnu bedre. Derfor har Arla Foods og Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi, oprettet et nyt professorat og femårigt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan mælkeproduktionen kan udvikle sig i en mere bæredygtig retning. 

Den globale efterspørgsel på mejeriprodukter stiger, både fordi verdens befolkning vokser og fordi velstanden stiger i mange lande. Det nye professorat og forskningsprojekt skal sikre at mælkeproduktionen fortsætter med at blive endnu mere bæredygtig.

Vice President for Corporate Social Responsibility i Arla Foods, Kristian Østerling Eriknauer siger: – Arla Foods tager med dette initiativ endnu et skridt i retning af at kunne bidrage til behovet for god ernæring til en voksende befolkning på en måde, som adresserer udfordringen med udledning af metan fra køerne.

Professoratet og forskningsprojektet skal vare i fem år og har som mål at finde løsninger på, hvordan mælk kan produceres med en endnu lavere klima og miljøbelastning, med fokus på hele produktionskæden fra hvordan køernes foder kan dyrkes lokalt, til hvordan foderet kan forbedre mælkens gode næringsstoffer. Det skal ske ved blandt andet at udvikle mere bæredygtige produktionssystemer hvor jordens frugtbarhed og biodiversitet bliver styrket og restprodukter fra landbrugs- og fødevaresektoren bliver udnyttet bedre.

Arla Foods forventer at resultaterne kommer alle andelshavere til gode og derudover også kan bruges til at forbedre mælkens gode ernæringsegenskaber når det anvendes i blandt andet modermælkserstatning og andre typer mejeriprodukter og ingredienser.

– Arla Foods er ejet af landmænd i syv nordeuropæiske lande og hvis vi kan finde gode løsninger til en fremtidig mælkeproduktion, som balancerer god ernæring, mindre udledning af metan, højere lokal biomasse produktion og mere biodiversitet, så kan vi implementere disse løsninger med stor effekt til gavn og glæde for mange mennesker, siger Kristian Østerling Eriknauer.

Til at lede forskningsprojektet har styregruppen ansat professor Peter Lund, der kommer fra en stilling som seniorforsker i Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet. Hidtil har Peter Lunds forskning primært handlet om at forbedre udnyttelsen af næringsstoffer i foderet til malkekøer, og det er fortsat et kerneområde.

Peter Lund er tiltrådt i sin nye stilling den 1. september 2018, og han peger bl.a. på, at der på forskellige fagområder ved Aarhus Universitet er stærke kompetencer, som kan anvendes til udvikling af en husdyrproduktion, som er bæredygtig i relation til klima og miljø.

– Jeg glæder mig til at samarbejde med kollegaer både på universitetet og hos Arla om at skabe forskningsresultater, der kan bidrage til øget bæredygtighed i kvægproduktionen. Jeg er overbevist om, at vi sammen kan finde værktøjerne til at løse udfordringerne, siger han.

Foto: Arla

GS

Print Send