FOODobserver.dk
Tlf: +45 39 69 43 21
info@foodobserver.dk
 
Udgives af GINI·com
Pilegårdsvej 48
DK-2860 Søborg
 

Enkelte pesticid-overtrædelser i dansk frugt og grønt

Ud af knap 280 prøver af dansk frugt og grønt fandt Fødevarestyrelsen rester af pesticider over grænseværdierne i fire af dem, og det hører til sjældenhederne, at der er for mange rester af pesticider i danske æbler, gulerødder og pærer.
08.11.18: Det viser nye tal fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Sidste år tog fødevaremyndighederne 278 prøver af dansk frugt og grønt, og der var pesticidrester over grænseværdierne i fire af dem. Tallene viser også, at danske afgrøder ligger flot sammenlignet med de udenlandske.

– Alle overskridelser af grænseværdierne er uacceptable. Derfor er det vigtigt, at vi håndterer fund over grænseværdien konsekvent med markedsføringsforbud. Med det sagt, så er det glædeligt, at stort set alle fund af pesticider i frugt og grønt er uskadelige og under grænseværdierne, siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Grænseværdierne er sat så lavt som muligt og på et niveau, hvor pesticidresterne ikke er til fare for mennesker på hverken den korte eller den lange bane.

Danske grøntsager klarer sig bedre end udenlandske
Fødevarestyrelsen fandt flere og flere pesticidrester i dansk grønt fra 2011-2016. Der skete en stigning i fund af pesticidrester fra ni procent til 27 procent af prøverne, hvor stort set alle fund dog var under grænseværdierne. Ifølge resultaterne for 2017 er der pesticidfund i 27 procent i danske grøntsager, ligesom resultatet fra 2016, og stigningen er dermed ikke fortsat fra 2016 til 2017. Andelen af fund af pesticidrester i danske grøntsager er ifølge Fødevarestyrelsen derudover fortsat langt lavere end for udenlandske grøntsager, hvor der i 2017 blev fundet pesticidrester i omkring halvdelen af prøverne.

I dansk korn og andre såkaldte cerealier er der sket en stigning i antallet af prøver med fund fra 2013 til 2017 fra 14 procent til 27 procent. Fundene var dog under grænseværdien, og DTU vurderer, at ingen af de fundne pesticidrester i danske afgrøder er sundhedsskadelige.

Ifølge Henrik Dammand Nielsen kan man ikke slutte alt for meget på baggrund af antallet af fund:

– Vi går målrettet efter de afgrøder, hvor risikoen for pesticidrester er størst, og vi bliver løbende bedre til at finde de pesticidrester der er. Derfor kan man heller ikke sige, at de flere fund skyldes, at der generelt er flere rester af pesticider, siger han.

I økologiske produkter fandt fødevaremyndighederne rester af pesticider i tre udenlandske prøver. Der var dog dels tale om en miljøforurening, dels om et stof, spinosad, der er tilladt at bruge i økologiske afgrøder. For ingen af de tre fund var der tale om ulovlig anvendelse af pesticider.

Man har således ifølge Fødevarestyrelsen fortsat stor sikkerhed for at få så få pesticidrester som muligt ved at vælge det danske æble frem for det udenlandske, og ved at vælge økologi, kan man reducere sit pesticidindtag endnu mere.

Arkivfoto: FOODobserver©

GS
Print Send